Narges
fik et nyt liv i Svendborg
- 26. september 2017
Narges Samimi havde en tung bagage med sig, da hun i 1997 kom til Svendborg fra Teheran. Et undertrykkende ægteskab havde sat sine spor. Men Narges har kæmpet og fået vendt tingene om og lever nu et godt liv i det sydfynske, hvor en datter fra det tidligere ægteskab nu også er blevet en del af familien.
Portræt
– Jeg var blevet skilt efter at have levet i et meget undertrykkende ægteskab, og oven i det havde min tidligere mand og hans familie gjort alt for at gøre livet besværligt og ulykkeligt for mig. Jeg mistede forældreretten til min datter, som måtte blive i Iran, det var en stor sorg for mig, fortæller 46-årige Narges Samimi.
Hun havde dog ikke i sinde at give op, og med opmuntring fra sin egen familie i Iran, som hun hele tiden har været i kontakt med, blev hun bedt om at kæmpe.
– Det er svært, når man står i et fremmed land, og man ikke har nogen venner at støtte sig til. Men min far opmuntrede mig igen og igen. Og på et tidspunkt siger jeg til mig selv: Jeg vil lære at tale dansk og finde et arbejde – stå på egne ben.
Narges, som i Iran var uddannet pædagog og også havde arbejdet på et rejsebureau i Iran, får i et fornuftigt tempo lært at tale dansk på sprogskole, ligesom hun starter på grundforløbet til uddannelsen som køkkenassistent.
Kvindeprojekter
Livet i Svendborg former sig gennem årene godt for Narges Samimi og hendes mand, som har åbnet et pizzaria. To børn kommer til, og der er jævnlige besøg til Iran, hvor Narges – skjult for hendes tidligere mand og familie – har kontakt med sin ældste datter, som hun besøger i hendes skole. Og stadig fortsætter Narges for at få forældreretten over datteren.
– Jeg føler jo, hun hører til hos mig. Og besøgene i Iran får vores gensidige forhold til at blive tættere, selv om der er den store afstand imellem os, fortæller Narges Samimi, der også finder mening i tilværelsen ved at være med til at starte projekter for kvinder op i Svendborg.
Narges Samimi, der er blevet opereret for en diskusprolaps i 2006 og nu arbejder i fleksjob, er nemlig indtil 2012 ansat i Svendborg Andels- Boligforening, hvor er hun er en af personerne bag multicentret, ”Anemonen”, i Byparken. Narges er ansigtet udadtil i centrets café.
– Det var et sted, hvor man satte fokus på at løse alle de problemer, som kvinder fra forskellige nationaliteter kunne stå i, lige fra problemer med sproget til alle mulige praktiske ting. Og caféen var et frirum, hvor vi lavede alle mulige former for aktiviteter og tog på udflugter og meget andet, fortæller Narges Samimi.
Regnbuecafé og genforening
I 2012 bliver Narges Samimi ansat i Frivilligcenter Sydfyn, Kontakt Mellem Mennesker, som projektmedarbejder og leder af Regnbuecaféen. Et sted, som er et tilbud til kvinder, der vil møde mennesker fra forskellige kulturer, have hjælp til at skabe netværk og ikke mindst – lære om kvindelivet i Danmark.
– Jeg har jo selv stået med alle de problemer, som de forskellige kvinder kan komme med, så jeg føler, jeg har meget at give.
– Og det er også meget givende for mig – sådan er det jo, når man giver noget, får man noget igen, smiler Narges Samimi.
Gennem Regnbuecaféen er der også mange forskellige former for aktiviteter som udflugter, fælles madlavning, systue og ture i svømmehallen – og der kan også være brug for nogle ”venlige spark”.
– Jeg kan identificere mig med de fleste ting, og det gør, at jeg også mange gange er nødt til at presse den enkelte person. For eksempel kan det for en kvinde fra Mellemøsten se fuldstændig sort ud, når hun skal finde arbejde i et fremmed land.
– Men Danmark er et land med mange rettigheder og muligheder for kvinder, og det gør jeg alt for at vedkommende skal få øjnene op for, siger Narges Samimi.
Narges, som ikke er styret af nogen religiøs retning, men tror på det gode i mennesket, kan ikke blot glæde sig over, at hendes mange aktiviteter i Regnbuecaféen har offentlighedens bevågenhed og bliver betænkt med økonomisk støtte. For oven i det hele blev hun sidste år ”rigtig” genforenet med sin ældste datter, som er 23 år og nu bor i Svendborg.
– Det er en stor sejr for mig, en moderlig glæde, siger Narges Samimi og pointerer:
– Man skal aldrig give op, men kæmpe så godt, man kan. Det gør livet værd at leve.