PRESSEMEDDELELSE
Stik til søs for en aften - med Mand og mand imellem.
- 25. januar 2018
Tirsdag d. 6. februar stævner Mogens Højstrup ind i mandecaféen Mand og mand imellem.
Her vil han fortælle – og vise billeder fra sine 40 år i Søværnet i det spændende og personlige foredrag: ”Mit liv med Søværnet i 3 generationer”.
Mogens Højstrup, der er født i 1943, voksede op i Nyboder, med en far og farfar der begge var aktive i Søværnet,
og Mogens interesse for Søværnet blev således vakt allerede da han var ganske lille. I Foredraget, der er krydret med maritime detaljer,
fortæller Mogens om, hvordan han startede sin karriere i Søværnet som værnepligtig i 1965-67, og sidenhen, fra 1976 og indtil sin pensionering,
fungerede som Skibsinspektør hos Søværnet
Foredraget finder sted kl. 16.00 i Frivillighuset, og alle mænd er velkomne.
Arrangementet er ganske gratis, men da der vil blive serveret lidt godt til maven efter foredraget, er tilmelding nødvendigt.
Der er begrænset antal pladser og tilmelding foregår efter først-til-mølle-princip.
Mand og mand imellem er en mande-cafe, hvor mænd kan mødes om det, de synes er spændende og sjovt.
Her udspringer aktiviteterne af de fremmødtes egne interesser og lyster og alle mænd er således velkomne til at komme og deltage
i de planlagte aktiviteter, eller selv komme med ideer og oplæg til nye spændende projekter. Man(d) er også velkommen til bare at komme
og hænge ud og møde nye mennesker – der er altid kaffe og the på kanden. Mand og mand imellem har åbent alle tirsdage kl. 16-19
(dog lukket sidste tirsdag i måneden). Projektet er et samarbejde mellem Medborger Caféen og Kontakt Mellem Mennesker – Frivilligcenter Sydfyn,
og er støttet af blandt andet Kulturministeriet.