Gå Dig Glad i Sorø
- 25. januar 2019
Frivilligcenter Sorø vil, i samarbejde med foreninger og frivillige kræfter i Sorø, nu sætte Gå Dig Glad i gang. Initiativet bliver en del af Gå dig Glad, der startede i Svendborg i 2015, og som nu breder sig udover hele Danmark. Vi hører vi gerne fra interesserede turledere, foreninger og fra borgere, der ønsker at deltage.
En Gå Dig Glad-tur er en gåtur, der er kendetegnet ved
- At man ikke behøver at tilmelde sig, men blot kan dukke op,
- At der ikke skal meldes afbud,
- At det er gratis,
- Altid at starte på samme tid og sted, uge efter uge, centralt i byen
Der bliver i første omgang 2 almindelige gåture: Hver onsdag kl. 13.30- 15.30, almindelig rask gang, og hver fredag kl. 11-12, en kortere tur i lidt roligere tempo. Begge dage er Flemming Soltoft turleder, hvis du har spørgsmål, kan du kontakte ham på 4237 0917.
Vi starter fredag d. 25. januar kl. 11 og onsdag d. 30. kl. 13.30
Mødestedet er foran Frivilligcentret, Tokesvej 1, 4180 Sorø. Flemming vil tage imod, og der er ”afgang” præcis. Herefter mødes vi hver onsdag og fredag på samme tid og sted.
Hvis der er ønsker om flere ture, eller på andre tidspunkter, vil vi koordinere ønskerne. Hvis du selv har et ønske om at være turleder på en ugentlig tur, kan du møde op i frivilligcentret eller ringe på 2941 7092. Det kan være almindelige gåture, med varierende temaer og distancer, intervalgang, stilleture, rollatortur. Det vigtigste er, at turene tilpasses dem, der ønsker at deltage, alle er velkomne.
Hvis konceptet har fanget din eller din forenings interesse, enten som turleder eller med ønske om at en bestemt tur bliver sat i værk, kontakt Lis Thejls på 2461 9910 eller ring til Frivilligcentret.
Siden foråret 2015 har Frivilligcenter Sydfyn (Svendborg) arrangeret ugentlige gåture for interesserede borgere, der har lyst til og behov for at skabe sig nogle nye sunde vaner, men ikke finder andre motionstilbud så attraktive. Der er i Svendborg 4 ugentlige ture af forskellig længde og tempo, der er ture på Stevns, i Ringe, i Nyborg og på Als (Nordborg). Alle ture varetages af frivillige turledere, og frivilligcentrene lægger hus til en kop kaffe, så det sociale liv kan blomstre.
TrygFonden har doneret penge til Frivilligcenter Sydfyn, så projektet, kaffen og idéerne kan udbredes til hele Danmark.
Lis Thejls/projektleder
2461 9910