Billigere betalingskonti til foreninger
- 4. februar 2025
Et flertal i Folketinget har vedtaget en ny lov, som betyder, at foreninger fra den 1. januar 2025 kan få en basal betalingskonto enten gratis eller mod et rimeligt vederlag.
En basal betalingskonto giver adgang til:
- at indsætte midler. Kontanter max 20.000 kroner pr. måned.
- at hæve kontanter
- at udføre betalings- og kredittransaktioner – fx automatisk betaling af faste regninger.
Netbank, debetkort og betalingsservice vil typisk også være en del af en basal betalingskonto.
Kun store banker
Loven om basale erhvervskonti omfatter kun landets største banker – de såkaldte systemisk vigtige banker:
- Sydbank
- Spar Nord
- Nykredit
- Arbejdernes Landsbank
- Jyske Bank
- Danske Bank
- Nordea
Disse banker skal tilbyde foreninger en basal betalingskonto enten vederlagsfrit eller mod et rimeligt gebyr. Detaljer om gebyrer vil variere fra bank til bank, så det er en god idé at spørge om specifikke priser – både opstartsgebyr og de årlige omkostninger, når I kontakter banken.