Balance i Livet
- 8. december 2023
Juletidens samvær og hygge handler meget om at spise – og kan derfor være svær, hvis man har udfordrende tanker og følelser omkring mad, krop og vægt er. At være i et svært mønster med mad er langt mere almindeligt end de fleste tror. Mange oplever, at mad fylder og bruges til at styre tanker og handlinger.
I det nye år starter Svendborg Selvhjælp en gruppe op for dig, som har brugt mad til at håndtere livet med – og nu er klar til forandring. I gruppen, Balance i Livet, støtter vi respektfuldt hinandens processer og er vægtneutrale.
Har du lyst til at være med i en gruppe hvor…
- Vi kigger på vaner og overbevisninger om mad?
- Via egenomsorg undersøger, hvorfor vi handler, som vi gør – og bliver bevidste om at handle anderledes?
- Undersøger os selv med kærlige øjne og accepterer vores valg?
Fra midt februar vil Balance i Livet mødes hver torsdag eftermiddag på Frivilligcenter og Selvhjælp, Kvægtorvet i Svendborg. Gruppens tovholder, Tina, er erfaren afspændingspædagog – og har desuden personlig erfaring med mad som en måde at tackle livet på.
Du er meget velkommen til at blive en del af det fortrolige fællesskab, som Balance i Livet tilbyder. Vi har netop åbnet for deltagerlisten, så meld dig endelig til i god tid hos Anja på 42 40 52 95. Du er også velkommen til at skrive eller ringe og høre mere om gruppen, hvis du har spørgsmål.