Frivilliglivet i Svendborg er tilbage
- 22. november 2022
En undersøgelse, som foreningen Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg har foretaget blandt de frivillige sociale organisationer i Svendborg, viser, at organisationerne er ved at finde fodfæstet igen efter Corona-epidemien
83 organisationer tog telefonen, da frivillige og ansatte fra foreningen Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg, Frivilligrådet i Svendborg, og kommunens brobygger ringede rundt til kommunens frivillige, sociale organisationer. Formålet var, at høre, hvordan medlemmerne havde det. Her svarede næsten halvdelen, at de har det godt. Resten nævnte forskellige udfordringer, som mangel på frivillige og udfordringer med at komme igang efter Corona og sommerferie.
En mangfoldig medlemsskare
“Alt i alt har undersøgelsen givet os et godt indtryk af, hvor mangfoldig det frivillige sociale liv er i Svendborg, og hvor vi som forening kan understøtte vores medlemmers arbejde,” siger Frivilligcentrets daglige leder Lisbet Praëm.
Som eksempler på mangfoldigheden nævner hun, at hver tredje forening har færre end 10 frivillige, og kun to foreninger har mere end 40 frivillige. 10 % af foreningerne efterlyser hjælp til at synliggøre foreningens arbejde og rekruttere nye frivillige, og næsten halvdelen benytter kun sjældent faciliteterne i Frivillighuset. Enten fordi de synes, at huset er slidt og ikke optimalt i forhold til deres aktiviteter, eller fordi de har adgang til andre lokaler.
To invitationer
“Det er værdifuld viden, som giver os noget konkret at arbejde videre med. Derfor håber jeg, at mange tager imod mindst en af vores invitationer enten til en snak om at rekruttere nye frivillige eller en snak om synlighed,” siger Lisbet og fortsætter:
“Vi skal helt sikkert, mere i dybden med de ønsker, som vores medlemmer har. Det har vi sat tid af til i 2023 – ikke mindst tid til at afklare de behov, som vores medlemmer har til Frivillig huset.”